Et tilbageblik på ‘09

Så sluttede 2009 og 2010 begyndte. Når jeg ser tilbage på 2009, ser jeg et turbulent år. På alle fronter. Jeg kan dele året op i to halvdele. 1) de første 6 måneder blev præget af mit arbejdsliv, der startede denne side. 2) De sidste 6 måneder blev til dels præget af mit arbejde, men især af personlige oplevelser ifb. med min yngste datter.

Den sidste del af året har i den grad sat sit præg på starten af det nye år. Jeg har fået så stor indsigt i mit liv og hvordan jeg vil leve det og især hvordan jeg kan blive den bedste udgave af mig selv (lyder detbekendt? – taget fra Sofia Mannings bog ‘Coaching’).

Jeg har været igennem mange ‘personlige’ ting, og føler virkelig jeg har lært mig selv bedre at kende. Jeg har set sider af mig selv, som jeg ikke vidste jeg havde og sider som har styrket mit selværd.

2009 blev også året hvor jeg endeligt erkendte at jeg ikke er god mit arbejde og det ikke er det jeg skal lave de næste mange år. Så 2010 kommer til at stå på ansøgninger og forhåbentlig et nyt job.

Så nu er det med glæde jeg ser frem mod år ‘10, som jeg forventer at kunne præge og i hvertfald selv påvirke det, så det bliver så godt som muligt!

Græder i stilhed

Hvordan reagere man når ens kære viser sider af sig selv som man aldrig har set, og har svært ved at acceptere? Skal man bære over med dem fordi man elsker dem, eller skal man lytte til sig selv og blive indebrændt og se sig sur på vedkommende?

Det er sgu svært! For nylig oplevede jeg sider af min kæreste jeg ikke havde set, og slet ikke havde regnet med at se! Det hele resulterede i at jeg skulle være den med overskud. Det er jo klart at hvis man virkelig elsker sine kære så tager man kampen for dem. Men hvem tager kampen for en selv? Hvem bærer ens byrde når man selv bærer andres? Så nu sidder jeg her og ved at jeg er i gang med at tage en kamp, er ham med det kolosale overskud(!)  -  vel vidende at jeg forbrug for aflastning eller optakning af energi når det hele er ovre.

Film for par

Alle par der skal være forældre for første gang skal se Knocked up, fantastisk film om glæden ved at blive forældre planlagt/ved et uheld. Jeg synes man kan genkende så meget af det der sker. F.eks. hvorfor er det kvinder ikke forstår at vi mænd har brug for “alene” tid, væk fra familien. Et fri rum hvor man bare kan slå hjernen fra. Nu er jeg kommet så langt at jeg som sådanne tager mig tid til det frirum om aften når alle sover. så står den på Xbox eller anden form for afstressning.

Jobsituationen

På jobbet går det fint. Jeg har ikke haft… Nu har jeg helt glemt hvilke følelser det var jeg fik. Men jo, lidt har jeg faktisk haft de føleser når telefonen har ringet og der stod arbejde på opkaldet, at jeg frygtede at tage telefonen. Mest pga. jeg er fraværende på bagrund af situationen med min familie, så jeg har frygtet at jeg SKULLE tilbage eller noget i den dur – men ak, det lader til at jeg har et godt firma, som viser plads til personlige problemer. Men jeg er da kommet så langt at hvis jeg bliver fyret inden så længe, så er det ikke så slemt at det ikke er godt for noget.

Jeg har vel altdi været en optimist. Senest i forbindelse med alt det her hospitals ræs. Men også når jeg læser denne blog, og kan se at jeg selv føler jeg kan klarer en fyring/opsigelse. Men omvendt, er det ikke sådan, at man i pressede situationer enten ser et halvtomt glas, eller et halvfyldt glas. Jeg vælger ihvertfald at se det halv fyldte. Dog overskygges min optimisme af kampen om at få min datter til at spise mere. Når min store pige så reagere på baggrund af det her, kan man kun græde i stilhed for at holde facaden opppe. så alle kan se at man har overskud.

/P

Ugens CD En hyldest til Sebastian gode sange, med gode kunstnere – ren afslapning [HØR DEN!]

Kan man miste sit barn

Efter et længere hospitals ophold har min store datter ikke fået alt den opmærksomhed som hun har fortjent. Den lille har været indlagt i over en uge, hvilket har resulteret i at den store har været placeret hos forskellige mennesker for at få en dagligdag til at hænge sammen. Det er bare hårdt at føle man mister sin datter, når fordi man skal bruge kræfter på en anden del af familien, og hun ikke er stor nok til at forklare hende hvad det er der sker. Men man må ikke undervurdere de små pus – de opfangere MEGET mere end man lige tror! Jeg vil våge at påstå at man kan bruge 80-20 reglen. 80% af alt det de hører opfanger de på en eller anden måde. Det som er ekstra hårdt, er at man på ingen måde har ville lade det gå ud over begge sine børn. Altså den store skal ikke “skades” på baggrund af den lille. Det er bare hårdt når man bruger energi på en part, og det så en modsat effekt hos en anden (en slags symbiose?).

Det er hårdt at være far

Det værste som far, er at se sine børn i smerte uden at kunne gøre noget. De seneste par dage har vi til bragt på hospitalet. Den yngste (2 måneder gammel) har ikke taget nok på så nu sidder vi her og prøver at fede hende op via sonde. Det hårde er at man ikke kan bidrage da det skal være moderen der er der så hun kan amme den lille.

Så det bliver der brugt energi på. Men det går da fremad, men det tager laaaang tid.

Back to basic

Sikken en dag. Fyldt med følelser. De kan godt nok være svære at tæmme. Endnu en gang har jeg fået dårlig samvittighed mht. mit job og min manglende deltagelse. især fordi jeg føler at jeg egentlig burde være tilstede/til rådighed, men lige pt. kan jeg rent faktisk ikke overskue andet end bare lige at være her for min familie. Dette er på trods af det faktisk går fremad med den lille.

Og selvom jeg ved at der ikke er nogen der læser denne blog, så giver det mig bare en lettelse af at komme af med disse “byrder”. Så nu kan jeg mærke at tiden igen er til at bruge denne blog til at komme ud med mine “bekymringer”.

 

Med tonerne til  “Jill Johnsons – Promise to love me” sidder jeg og fundere over om jeg ikke kunne bruge mit liv til andet end at passe/drive tank… Jeg går med en følelse af at jeg burde/kunne udrette så meget mere, men jeg kan bare ikke finde mit “talent” frem. Noget som jeg har svært ved at tale med andre om. Synes jeg har svært ved at finde “min plads” her i livet, på trods af børn og en dejlig kæreste!

7 Gode vaner – vi starter med den 1.

Hmm, så er man på hospitals visit (eller rettere indlagt med den yngste). Arbejdet kalder og hvad gør man? Tager man telefonen og prøver at være på eller lader man det være, fordi man alligevel ikke kan gøre fra eller til?

Man tager da telefonen; for derefter at konkludere man alligevel ikke kan gøre fra eller til. Efter lidt grublen over hvad man kunne stille op, må man jo bare erkende at ikke kan gøre en forskel, eller noget ved problemet – lige nu og her.

Så er det jo godt man (igen) er ved at læse Stephen R. Coveys “7 Gode vaner”. Hvor man igen og igen bliver  mindet om at man må dele sine problemer op i 3 grupper: Dem man selv kan gøre noget ved, dem andre skal gøre noget ved, og dem som man slet ikke har indflydelse på. Dette problem var af nr. 2 slags. Jeg kunne kun give ham en retning, og så ville det være op til ham at finde løsningen, den kunne jeg ikke finde for ham. Hvor imod at problemet for mig er at jeg ikke kan lade være med at tænke på om han nu også finder en løsning. På den måde er jeg a) ikke tilstede i nuet (hos min familie) b) bruger unødig energi på at tænke på arbejde når jeg burde slappe af. c) skal jeg lærer at give slip, og selv lade mine medarbejdere finde løsninger på deres problemer.

Så tager vi skeen i den anden hånd

Efter en hård dag, hvor indbakken indeholdte en “sur” mail fra min chef – noget jeg (stadig) tager (meget) personligt. Nu følte jeg ellers lige at vi var noget til et punkt hvor jeg vidste hvad han forlangte, og hvad jeg skulle stå til ansvar for.

Men nu bliver der sadlet om, og vi starter forfra! Man får energi ved at BRUGE energi! Så derfor – starter vi forfra i morgen og tager det hele en dag af gangen.

 

Som Jacob Kjeldberg siger – Sæt i gang!

Intet nyt under solen – er det så godt nyt?

Puhha, sikken meget tid der er gået siden sidste indlæg… Selvtiliden er kommet i top, og alt lader til at gå min vej. Så LIFE IS TRUELY GOOD, men er det så ikke nu man skal være ekstra opmærksom på det? Jeg tror grunden til min manglende opdatering skyldes at der ikke har været det store behov for at analysere mit liv. Det eneste der rigtig mangler nu – synes jeg -  er noget uddannelse. Det går rigtig godt på jobbet alle problemerne synes langt væk, og jeg nyder som sagt alt ved mit job. Arbejdstid, ansvar, opgaver ect. Så hvad skal der ske nu ¿ Tjaa jo mere jeg sidder her og tænker over det, jo mere længes jeg efter at komme igang med noget teoretisk. Måske skulle man droppe alt ledelse, og så lære noget sprog? Hmm Hvad med tiden…

Coaching

Jeg savner mine coacing sessions, dog blot på mail, men alligevel, savner jeg de mål, og det at have et ansvar overfor en anden person – udeforstående…

Men nu må vi se, hvad tiden bringer, en ting er sikkert, den vil stå på familie forøgelse i sidste halvår, desuden ville det være rart at udvikle min ledelse.

Fed musik

Damn Hende Celina Ree er cool… Føler bare man kommer ud med en masse energi, især til hendes Når du rør ved mig, men hey lidt destruktiv teenager har man vel altid været

Tanker på en tirsdag aften

Sidder her i en total dårlig skrive stilling, og nyder et glas congnac (lidt gammel dags), og lytter/nyder Thomas Buttenschøn dejlige vidunderlig, en sang som jeg synes er dejlig livsbekræftende.

Jeg sidder her og tænker over nogen opgaver som min coach har stillet mig. Noget simpelt for de fleste, men derimod noget som ligger dybt i mig, som kræver en ordentlig gang arbejde. Jeg kan godt mærke at jeg har rykket mig et stykke, men der er stadig et stykke før det virkelig batter. Nu må mit næste skridt være at få fat i HR, så de kan godkende jeg kan få nogle flere opvågninger (læs flere coaching sessioner), men jeg ved ikke hvor meget de gør sig i det, om man skal have et AKUT problem, eller mon det er nok, at man bare vil udvikle sig.

ANNA er fantastisk. Her en mørk aften time, er det fantastisk at tænke på den dejlige familie, jeg har. Så kan jobbet være jobbet, og det må være hvad det der. Næ, det der tæller er sgu det der er der hjemme når man kommer hjem fra jobbet! En fantastisk HUSTRU (ja ja ej gift, men man kan da altid drømme) og en super dejlig datter – LIFE IS GOOD!

Ombygnings tid

Så kom tiden hvor vi endelig skal ombygges. Det vil kræve en masse fra min side, tid og ikke mindst forståelse fra min familie. Jeg frygter at det vil blive en tid med masser af overarbejde, opringinger fra vagtselskaber der konstaterer indbrud, eller forsøg på samme. Men igen, det er “worst case..” i forhold til hvad jeg har hørt fra kollegaer. Men nu må vi se, der bliver nok ikke meget tid til afstresning (læs: GOLF), men det er heldighvis kun i 6 uger det står på.