Græder i stilhed

Hvordan reagere man når ens kære viser sider af sig selv som man aldrig har set, og har svært ved at acceptere? Skal man bære over med dem fordi man elsker dem, eller skal man lytte til sig selv og blive indebrændt og se sig sur på vedkommende?

Det er sgu svært! For nylig oplevede jeg sider af min kæreste jeg ikke havde set, og slet ikke havde regnet med at se! Det hele resulterede i at jeg skulle være den med overskud. Det er jo klart at hvis man virkelig elsker sine kære så tager man kampen for dem. Men hvem tager kampen for en selv? Hvem bærer ens byrde når man selv bærer andres? Så nu sidder jeg her og ved at jeg er i gang med at tage en kamp, er ham med det kolosale overskud(!)  -  vel vidende at jeg forbrug for aflastning eller optakning af energi når det hele er ovre.

Film for par

Alle par der skal være forældre for første gang skal se Knocked up, fantastisk film om glæden ved at blive forældre planlagt/ved et uheld. Jeg synes man kan genkende så meget af det der sker. F.eks. hvorfor er det kvinder ikke forstår at vi mænd har brug for “alene” tid, væk fra familien. Et fri rum hvor man bare kan slå hjernen fra. Nu er jeg kommet så langt at jeg som sådanne tager mig tid til det frirum om aften når alle sover. så står den på Xbox eller anden form for afstressning.

Jobsituationen

På jobbet går det fint. Jeg har ikke haft… Nu har jeg helt glemt hvilke følelser det var jeg fik. Men jo, lidt har jeg faktisk haft de føleser når telefonen har ringet og der stod arbejde på opkaldet, at jeg frygtede at tage telefonen. Mest pga. jeg er fraværende på bagrund af situationen med min familie, så jeg har frygtet at jeg SKULLE tilbage eller noget i den dur – men ak, det lader til at jeg har et godt firma, som viser plads til personlige problemer. Men jeg er da kommet så langt at hvis jeg bliver fyret inden så længe, så er det ikke så slemt at det ikke er godt for noget.

Jeg har vel altdi været en optimist. Senest i forbindelse med alt det her hospitals ræs. Men også når jeg læser denne blog, og kan se at jeg selv føler jeg kan klarer en fyring/opsigelse. Men omvendt, er det ikke sådan, at man i pressede situationer enten ser et halvtomt glas, eller et halvfyldt glas. Jeg vælger ihvertfald at se det halv fyldte. Dog overskygges min optimisme af kampen om at få min datter til at spise mere. Når min store pige så reagere på baggrund af det her, kan man kun græde i stilhed for at holde facaden opppe. så alle kan se at man har overskud.

/P

Ugens CD En hyldest til Sebastian gode sange, med gode kunstnere – ren afslapning [HØR DEN!]

Kan man miste sit barn

Efter et længere hospitals ophold har min store datter ikke fået alt den opmærksomhed som hun har fortjent. Den lille har været indlagt i over en uge, hvilket har resulteret i at den store har været placeret hos forskellige mennesker for at få en dagligdag til at hænge sammen. Det er bare hårdt at føle man mister sin datter, når fordi man skal bruge kræfter på en anden del af familien, og hun ikke er stor nok til at forklare hende hvad det er der sker. Men man må ikke undervurdere de små pus – de opfangere MEGET mere end man lige tror! Jeg vil våge at påstå at man kan bruge 80-20 reglen. 80% af alt det de hører opfanger de på en eller anden måde. Det som er ekstra hårdt, er at man på ingen måde har ville lade det gå ud over begge sine børn. Altså den store skal ikke “skades” på baggrund af den lille. Det er bare hårdt når man bruger energi på en part, og det så en modsat effekt hos en anden (en slags symbiose?).

Det er hårdt at være far

Det værste som far, er at se sine børn i smerte uden at kunne gøre noget. De seneste par dage har vi til bragt på hospitalet. Den yngste (2 måneder gammel) har ikke taget nok på så nu sidder vi her og prøver at fede hende op via sonde. Det hårde er at man ikke kan bidrage da det skal være moderen der er der så hun kan amme den lille.

Så det bliver der brugt energi på. Men det går da fremad, men det tager laaaang tid.

Back to basic

Sikken en dag. Fyldt med følelser. De kan godt nok være svære at tæmme. Endnu en gang har jeg fået dårlig samvittighed mht. mit job og min manglende deltagelse. især fordi jeg føler at jeg egentlig burde være tilstede/til rådighed, men lige pt. kan jeg rent faktisk ikke overskue andet end bare lige at være her for min familie. Dette er på trods af det faktisk går fremad med den lille.

Og selvom jeg ved at der ikke er nogen der læser denne blog, så giver det mig bare en lettelse af at komme af med disse “byrder”. Så nu kan jeg mærke at tiden igen er til at bruge denne blog til at komme ud med mine “bekymringer”.

 

Med tonerne til  “Jill Johnsons – Promise to love me” sidder jeg og fundere over om jeg ikke kunne bruge mit liv til andet end at passe/drive tank… Jeg går med en følelse af at jeg burde/kunne udrette så meget mere, men jeg kan bare ikke finde mit “talent” frem. Noget som jeg har svært ved at tale med andre om. Synes jeg har svært ved at finde “min plads” her i livet, på trods af børn og en dejlig kæreste!